Randers og politik

PDF
Print
E-mail
Written by Administrator
Tuesday, 01 March 2011 12:39

Dansk Folkeparti – et godt valg for Randers

Jeg er glad og stolt over at være kandidat for Randers, derfor ser jeg det som min fornemmeste opgave at repræsentere randrusianerne og deres interesser på Christiansborg.

Hør radioklip


Et Randers i udvikling

En bedre infrastruktur. ”Randers bro” over Randers fjord bærer hver dag over 44.000 biler. Dermed er det en af de mest belastede veje i Danmark og en markant hæmsko for den forsatte udvikling af Randers. Derfor støtter jeg helhjertet en ny broforbindelse over fjorden øst for byen, samt en udvidelse af Århusvej til fire spor.

Herudover er en Kattegatforbindelse og en udvidelse af E45 til seks spor mellem Randers S og Aarhus S en afgørende nødvendighed for den fortsatte østjyske udvikling, derfor er det oplagte infrastrukturinvesteringer, som jeg giver min støtte.

Uddannelse er vejen frem. Uddannelse bliver vigtigere og vigtigere for at overleve i såvel den nationale som den internationale konkurrence. Derfor vil jeg arbejde for, at Randers tilføres flere mellemlange og videregående uddannelser på bachelorniveau til gavn for de unge og erhvervslivet.

Samtidig er det en skændsel, at folkeskolerne i Randers har et så dårligt og sundhedsskadeligt indeklima med bl.a. mistanke om PCB i materialerne. Derfor vil jeg arbejde for en undervisningsmiljølov, som skal sikre en minimumsstandard for indeklimaet på landets skoler.

Et blomstrende kulturliv. Randers har store kulturfyrtårne som ”Værket”, Egnsteatret og Randers Kammerorkester. Alle institutioner der i dag underkompenseres meget i forhold til, hvis de lå i København. Det er derfor på tide, at der bliver gjort op med den urimelige forskel, der er mellem København og provinsen, når det gælder kulturstøtte.

Randers må ikke tabe kampen om fremtidens sundhedsvæsen

Regionerne har været en katastrofe for det danske sundhedsvæsen. Særligt i Region Midtjylland, hvor Bent Hansen med sin inkompetente økonomistyring har kastet regionens hospitaler ud i en altødelæggende sparespiral på trods af, at der er tilført flere penge år for år.

Randers sygehus er på kort sigt lukningstruet, regionen hiver afdeling efter afdeling fra sygehuset og Bent Hansen har allerede udtalt, at man i fremtiden kun skal anse Regionshospitalet Randers og Horsens som ”en back-up funktion til Skejby”. Samtidig har borgerne i Randers og Horsens som det eneste sted i regionen ikke en akutlægebil i aften- og nattetimerne. Hvis ikke Randers-egnen skal blive den store taber i spillet om fremtidens sundhedsvæsen, må regionerne afskaffes, og hospitalerne gives ordnede forhold under staten. Det vil jeg arbejde benhårdt for.

Randers’ opland – udvikling i stedet for afvikling

I Dansk Folkeparti kæmper vi også landdistrikternes sag. Landdistrikterne skal ikke have særbehandling men må garanteres ligebehandling. Større frihed til lokale løsninger. Kommunerne skal have friere rammer til at arbejde med nye ideer for at bibeholde skoler, børnehaver og biblioteker. Digitaliseringen skal ud til hele landet. Mobildækning og højhastighedsinternet er vitale dele af fremtidens infrastruktur. Derfor skal der pålægges forsyningspligt på disse ydelser, som der er det i dag for vand, el og telefoni.

Intelligent vedvarende energi. Vindmøller hører til på havet og ikke i folks baghaver. Jeg vil kæmpe for et stop for opsætning af store vindmøller på land. Randers skal derimod være førende på udviklingen af andre alternative energiformer som f.eks. termisk energi fra undergrunden, solenergi, brintteknologi mv., hvilket jeg vil arbejde for, at der findes midler til.

Last Updated ( Tuesday, 24 May 2011 09:58 )